1921-1930
december 6th, 2010 by Martin Timm Holmstav
Omkring 1920 havde Boldklubben Fremad Amager trådt sine barnefodboldstøvler godt til. Fremad var blevet optaget i KBU som ekstraordinært medlem (fuldt medlem fra 1924) og skulle nu spille mod de store, gamle klubber, og fra 1922 flyttede vi ind i kommunens nye anlæg, Sundby Idrætspark, efter en noget omflakkende tilværelse i området omkring Sundbyvester Plads.
Resultaterne begyndte også så småt at indfinde sig, flere spillere fra det øvrige København prøvede kræfter på holdet, og midt i årtiet vandt Fremad to gange KBU’s A-række og rykkede op i den bedste række, Mesterrækken, i 1926.
I tyverne skulle Fremad også i gang med et generationsskifte. Mange spillere havde været med stort set siden klubbens start, og fra midten af tyverne begyndte man at satse på en egentlig ungdomsafdeling for at sikre fremtiden.
Og da DBU i 1927-28 for første gang afholdt en danmarksturnering, spillede Fremad sig frem til en fjerdeplads i slutrunden, selv om vi sluttede årtiet i den lavere række, "oprykningsserien" – og det selv om Sofus Hansen som endnu et tiltag for at sikre fremtiden i 1928 var blevet ansat som klubbens første træner.
- Kommentarer lukket til 1921-1930
- Posted in Sider