1961-1970

december 6th, 2010 by Martin Timm Holmstav

En voksen dame: Fremad Amager fyldte 50 i 1960, og det var festligt. Men ellers var tresserne ikke særlig glade – snarere flade: Vi var røget ud af 2. division og genså den ikke i hele tiåret. Som i halvtredserne startede det med to gange "lige-ved-og-næsten", men den endelige nedtur fulgte i 1962 med nedrykning til 4. division, også kaldet kvalifikationsturneringen.

Ny træner, Oluf Wiborg, og en række nye spillere fik vendt bøtten. Dog ikke det første år: I 1963 var vi kun sekunder fra at blive degraderet til Københavnsserien, men 1964 fløj vi igennem divisionen og rykkede tilbage i 3. division.

De følgende år blev en indædt kamp for at avancere yderligere en række, og med legendariske Erling Sørensen som træner og Leif Foli som "diktator" kom oprykningen til 2. division endelig ved tiårets slutning – med en række lige så legendariske stamspillere: Ole Larsen, Erling Rydbirk, Claes Jacobsen, Poul Mathiasen, Peter Kristensen, Helge Juul Andersen, Tonny Nielsen – ja, og listen er endda længere endnu!

Men endnu var vi altså "kun" i 2. division. Klubbens "guldalder" syntes langt borte – men et nyt årti med ny optimisme ventede forude.

  • Kommentarer lukket til 1961-1970
  • Posted in Sider